Hvorfor jeg ikke barberer mine ben

(og andre steder for den sags skyld)

Jeg begyndte at stille spørgsmålstegn ved hvorfor jeg brugte så meget til på at fjerne noget så naturligt. For hvis det ikke er meningen at vi skal have hår på benene, eller andre steder på kroppen for den sags skyld, så ville det vel ikke være der i første omgang

Så hvorfor bruge så mange penge, så meget energi og tid på at gøre det? Og mere vigtigt; hvorfor gjorde JEG det? Jeg begyndte at barbere mine ben forholdsvis tidligt fordi jeg havde mørke, lange hår som jeg var flov over. Jeg havde det som om der var noget galt med mig når jeg havde behårede ben. Det sad fast i min hjerne og min mentale tilstand var vitterligt at hvis ikke jeg havde glatte ben, så ville jeg ikke være den perfekte kvinde - og jeg var overbevist om at det var min mission at være lige netop dét. At gøre alt i min magt for at være en 'rigtig kvinde'.

At barbere mine ben blev et symbol på perfektion. Jeg kunne ikke gå uden for en dør med bare ben og have blot 2 mm hår. Det. Skulle. Være. Væk. Ellers ville jeg tage lange leggings på - simpelthen. Jeg kan huske en vanvitting varm dag hvor jeg skulle til tennis træning, jeg havde ikke haft mulighed for at barbere mine ben så jeg tog sorte, tykke leggings på fordi jeg havde 4-5 mm hår. Det var ufattelig varmt men jeg kunne ikke få mig selv til at tage shorts på. Hvor fucked er det ikke lige? Der var helt sikkert et eller andet galt. Jeg ved godt at det ikke er alle der har det mindset omkring hår på benene men det var min i over 10 år og det havde jeg ikke længere lyst til. Det var et fængsel og jeg var nød til at bryde fri for at forbedre mit mentale helbred.

Vi lever i en verden hvor hår på en kvinde's krop er så 'forkert' og 'forbudt' at der ikke engang i reklamer med hårfjerningsprodukter er hår. Hår på en kvindes ben bliver betragtet som ulækkert og jeg har engang set en kvinde få trusler om v*ldtægt fordi hun ikke fjernede det. Og jeg ved godt at det ikke er alle (mænd) der har dette syn på det men når jeg virkelig tænkte over det blev jeg målløs. På grund af hår på benene?? hvad sker der lige?

Så jeg begyndte at tænke over hvorfor jeg gjorde det; jeg gjorde det på grund af en illusion om at det ville (være med til at) gøre mig perfekt. En illusion skabt af samfundets skøndhedsidealer af hvad der er forventet af en kvinde. Da jeg begyndte at stille spørgsmålstegn ved denne handling der fyldte så meget indeni, indså jeg at jeg ikke havde noget problem med min kropsbehåring, lige meget hvor det var. Faktisk, begyndte jeg at kunne lide det da jeg lod det gro. Jeg havde aldrig set min krop i fuld flor og det var så befriende at lade mig selv gro. Det gjorde at jeg fik lyst til at finde ud af hvordan vi endte her hvor kvinder bliver shamet for deres kropsbehåring.

Ved du hvorfor den moderne kvinde begyndte at barbere sig? Omkring 1920’erne ville firmaer der solgte den moderne skraber som vi kender den i dag (dog med et par opdateringer siden) gerne tjene flere penge men hvordan kunne de gøre det? Stort set hver mand var allerede deres kunde så hvordan? Kvinder. Hvordan kunne de gøre kvinder til deres kunder? De fleste kvinder har ikke ansigtshår så de valgte armhulerne (omkring 1915 hvor man så de første ærmeløse kjoler) og senere ben (da lårkorte kjoler begyndte at forekomme i 20’erne). Op til det punkt var kvinders kropsbehåring ikke noget man tænkte over – håret blev betragtet som naturligt, faktisk blev håret ikke betragtet overhovedet, det var der bare. Men da de første magasiner blev udgivet med hårløse ben - og armhuler med artikler der påstod at kvinders kropsbehåring var forkert og at det var pinligt at have hår, så var det over det hele, kvinders hår på benene og under armene var nu ikke længere en normal del af kvindekroppen.

Og det var derfor jeg valgte at stoppe. Det er ikke andet end en måde at tjene penge. I dag er der en hel industri omhandlende hårfjerning og det har jeg ikke lyst til at deltage i, så jeg stoppede. Og fordi det har lagt så dybt i mig har det været noget af en rejse og det kan stadig gøre mig usikker. Men jeg har også fået så meget siden jeg stoppede. Det har været befriende fordi:

Det var mit valg. Jeg følte at jeg tog magten tilbage. Jeg følte ikke længere et pres over at skulle jagte noget jeg dybt inde ikke var enig i. Jeg siger ikke at man ikke kan acceptere sin krop eller elske sig selv hvis man barberer sig - for det kan du. Jeg siger bare; det skal være DIT valg. Det skal ikke være noget du føler dig presset til eller forpligtet til. Og jeg har lavet et løfte til mig selv at jeg vil aldrig gøre noget for nogen andre end mig selv. Og det omfatter også min kropsbehåring.

Det er en kæmpe byrde der er faldet fra mine skuldre. Jeg gør ikke længere noget fordi jeg føler at det er krævet af mig. Da jeg stoppede med at bruge så meget energi og tid på noget der ikke gjorde noget godt for min mentale sundhed, noget der gjorde det modsatte, blev et kæmpe pres løftet fra mine skuldre.

Jeg føler mere ro i min krop. Som så mange andre har jeg kæmpet med mit selvbillede og hvordan jeg behandler den. At stoppe med denne handling har forbedret mit negative syn på min krop med kilometer. Igen, jeg siger ikke at hvis du barberer dig så er du ikke i stand til at elske din kop - for det er du. Men det gjorde jeg ikke og derfor føler jeg nu mere ro i min krop.

Jeg bliver stadig fanget i tanker som 'åh nej, jeg har hår på benene' engang imellem men jeg arbejder med at give slip på den. Den får bare lov til at passere.

Jeg sparer tid, energi og penge. Jeg har ikke længere et konstant stress over altid, altid, altid at skulle barbere mig. Jeg skal ikke længere købe hårfjerningsprodukter og derfor har jeg sparet både penge, energi og tid. Jeg tænkte ikke over hvor lang tid det tog men jeg har barberet ( ;-) ) 15 minutter af mine bade fordi jeg ikke længere skulle have skraberen på gled. Jeg slipper også for indgroede hår, 'razor burns', stikkende ben og smertefulde sår fordi jeg har skåret mig og mere til - men alt det tænker jeg at vi tager en anden dag.

Og ultimativt så stoppede jeg fordi jeg ikke længere havde lyst. Jeg har givet slip på så meget angst og pres og til gengæld fået så meget selvsikkerhed og selv accept. Jeg er her ikke for at sige at du skal stoppe, alt jeg vil er at få dig til at stille spørgsmålstegn ved hvorfor du gør det. Bliv ved indtil du når kernen. Indtil du ikke kan komme længere. For mig så det nogenlunde, dog kogt lidt ned, sådan her ud:

Hvorfor barberer jeg mine ben? Mit øjeblikkelige svar var: fordi jeg godt kan lide bløde ben. Men da jeg virkelig begyndte at tænke over det, vidste jeg det ikke, udover den forventing der er til kvinder om at have glatte ben. Det var i virkeligheden fordi jeg følte at jeg skulle.

Hvorfor føler jeg at jeg skal? Fordi jeg er en kvinde og det er bare noget vi skal gøre.

Hvorfor skal vi det? Fordi det er normalt.

Hvorfor er det normalt? Fordi kropsbehåring på en kvinde bliver betragtet som ulækkert og uhygiejninsk. Og fordi det ikke er 'feminint'.

Hvorfor? Har jeg det sådan? Nej, overhovedet ikke.

Så jeg stoppede. Fordi når alt kom til alt så var den eneste grund til jeg gjorde det fordi jeg følte at jeg skulle, ellers ville jeg ikke være en 'rigtig' kvinde. Men det er ikke sandt. Det gør dig ikke mere til en kvinde at barbere dig. Ligesom det heller ikke gør dig mere til en kvinde at lade være.

Soluuna ♡